Drengen, der torsdag blev skudt på Nørrebro, går i 8. klasse.

Det fremgår af en besked på forældreintra, som B.T. er kommet i besiddelse af.

Skudofferet er underlagt navneforbud, og B.T. har derfor valgt ikke at afsløre navnet på den skole, han går på.

Skoleeleven blev ramt af et skud i brystet under det ene af to skyderier på Nørrebro torsdag aften.

Politiet er til stede på Fensmarksgade.
Politiet er til stede på Fensmarksgade. Foto: Peter Schwarz-Nielsen
Vis mere

I beskeden på forældreintra bliver forældrene til skolens øvrige elever orienteret om skudepisoden, der ifølge politiet ikke kan betragtes som banderelateret.

Ifølge politiet bunder skyderiet i 'et opgør mellem to unge mennesker, som kender hinanden'.

Hans tilstand er stabil, og han har det ifølge skolebeskeden godt efter omstændighederne.

Skolen forsøger nu at tage hånd om bekymrede elever og lærere.

'På de øvrige årgange har lærerne talt med eleverne. Personale fra Den Kriminalpræventive Afdeling i politiet har her til formiddag været ude på skolen og talt med lærerne (...) Ligeledes har skolen kontakt til psykologer fra forvaltningen, som har stillet sig til rådighed for lærerteamet på årgangen,' lyder det i beskeden til forældrene.

En kun 17 år gammel dreng er sigtet for at have skudt skoledrengen, og han blev ved et grundlovsforhør fredag varetægtsfængslet i 24 dage.

Han blev dog alene varetægtsfængslet på begrundet mistanke om ulovlig våbenbesiddelse, men politiet sigter ham også for drabsforsøg.

Den 17-årige var i besiddelse af et skydevåben, da politiet anholdt ham på Nørrebro.

Politiet på gerningsstedet på hjørnet af Bisiddervej og Frederiksborgvej torsdag den 5. september 2019. En mand er blevet ramt af skud i Københavns Nordvestkvarter. Det oplyser Københavns Politi til TV2 Lorry. Det skriver Ritzau, torsdag den 5. september 2019.. (Foto: presse-fotos.dk/Ritzau Scanpix)
Politiet på gerningsstedet på hjørnet af Bisiddervej og Frederiksborgvej torsdag den 5. september 2019. En mand er blevet ramt af skud i Københavns Nordvestkvarter. Det oplyser Københavns Politi til TV2 Lorry. Det skriver Ritzau, torsdag den 5. september 2019.. (Foto: presse-fotos.dk/Ritzau Scanpix) Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Fordi han er under 18 år, blev han varetægtsfængslet i surrogat, og de sociale myndigheder deltog i grundlovsforhøret.

Både offer og gerningsmand har anden etnisk baggrund end dansk.

Skudepisoden i Fensmarksgade fandt sted, fem minutter efter politiet havde fået en melding om, at der var skudt fra et køretøj på Frederiksborgvej. Det vides ikke, om de to skudepisoder er relaterede.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra skolens leder.