To mænd er i nat blevet ramt af skud på Kappelvænget i Aarhus Vest.

Østjyllands Politi modtog klokken 00.45 en anmeldelse om, at to yngre mænd var blevet ramt af skud, hvorefter de sendte flere patruljer og ambulancer til stedet.

Begge mænd var blevet ramt af skud i benene.De blev begge derefter kørt til behandling på Aarhus Universitetshospital og er uden for livsfare, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Østjyllands Politi har arbejdet på gerningsstedet hele natten, mens patruljeringen i området også er blevet intensiveret.

En butiksrude ser ud til at være blevet ramt af et projektil.
En butiksrude ser ud til at være blevet ramt af et projektil. Foto: ØXENHOLT FOTO
Vis mere

Politiet arbejder i skrivende stund stadig på stedet, hvilket betyder, at Kappelvænget er afspærret på nuværende tidspunkt.

Politiets efterforskning har indtil videre afdækket, at der blev afgivet flere skud på Kappelvænget, hvorefter flere gerningsmænd kørte fra stedet i en bil. Bilen blev set køre fra Kappelvænget og herfra i ukendt retning.

B.T. har onsdag morgen været i kontakt med vagtchefen hos Østjyllands Politi, som oplyser, at de ikke har yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, der kan have set eller hørt skyderierne på Kappelvænget, set flugtkøretøjet i nat, eller som i øvrigt kunne ligge inde med oplysninger om sagen, der kunne være relevante for politiet.

To mænd er natten til onsdag blevet skudt på Kappelvænget i Aarhus.
To mænd er natten til onsdag blevet skudt på Kappelvænget i Aarhus. Foto: ØXENHOLT FOTO
Vis mere

Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.