Skuddene fløj om ørerne på lokalbetjente fra Vollsmose, da de ville hjælpe kolleger efter et færdselsuheld.

Der var en ond stemning i Odense-forstaden Vollsmose sent torsdag aften, efter at den 19-årige fører af en BMW, der havde forsøgt at flygte fra politiet, var kørt galt. Da ambulancen nåede frem var stemningen så voldsom, at de omkring 100 fremmødte forsøgte at forhindre ambulancen i at komme frem.

- Det endte med, at politiet måtte få manden ud af bilen og over på bagsædet af en politibil, hvorefter de måtte kører ham over, hvor ambulancen holdt, siger vagtchef ved Fyns Politi Hans Frederiksen til bt.dk.

Det udviklede sig med hærværk, hvor der omkring midnat blev sat ild til fire biler på parkeringspladsen, heriblandt også den forulykkede bil, ved Bøgeparken og til en hæk på Bodvej.

10 skud mod politiet
Da to betjente fra lokalpolitiet i Vollsmose kom til stedet, blev der affyret otte til 10 skud imod dem, muligvis med et automatvåben. Skuddene blev affyret fra et grønt areal i en afstand på cirka 50 meter.

- Den ene kollega kunne se mundingsilden og hørte rent faktisk projektilet flyve forbi. Det betyder, at det er ret tæt på, og at skuddene ret sikkert har været rettet mod dem, siger vagtchefen.

Projektiler fundet
Politiet er massivt til stede i Vollsmose her til morgen for at efterforske, hvem der affyrede skudene. Her har hundepatruljerne fundet fem patroner.

Samtidig har man haft travlt med at fjerne resterne af de biler, der i nat blev brændt af. Seks biler er helt udbrændte, mens en syvende er totaltsmadret.