Nytårsnat affyrede en 17-årig dreng et bomberør mod tre betjente. Nu er han dømt efter ny paragraf.

2020 var netop blevet til 2021, da en 17-årig dreng affyrede et bomberør mod tre betjente på Høje Taastrup Station.

Onsdag er han som en af de første blevet dømt efter en ny paragraf i straffeloven - paragraf 119 b. Den skærper straffen for at angribe blandt andet politi- og brandfolk med genstande som for eksempel fyrværkeri

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Retten i Glostrup idømte den 17-årige, som ikke tidligere er straffet, seks måneders fængsel.

Fem af månederne blev dog gjort betingede. Det betyder, at de ikke skal afsones, hvis han afholder sig fra kriminalitet i en prøvetid på et år.

Episoden fandt sted omkring klokken 00.20, da en politipatrulje blev sendt til stationen efter en anmeldelse om, at en gruppe unge skød fyrværkeri mod andre.

Da patruljen nåede frem, affyrede den 17-årige tre skud fra et bomberør mod tre forskellige betjente. Ifølge anklageskriftet måtte den ene politimand undvige for ikke at blive ramt af fyrværkeriet.

Nytårsdag blev han varetægtsfængslet og sad fængslet i de næste tre uger.

Foruden straffen på de seks måneders fængsel bestemte retten, at Ungdomskriminalitetsnævnet skal behandle hans sag. Nævnet kan fastsætte sanktioner eller forløb, der skal forsøge at få børn eller unge ud af en kriminel løbebane.

- Med den nye bestemmelse er der kontant afregning i retssystemet for at skyde med fyrværkeri mod politi og andre tjenestemænd, som udfører et arbejde for borgere og samfund, udtaler anklagerfuldmægtig Bjarke Enevoldsen,

- Som denne sag tydeligt viser, risikerer selv unge ustraffede at blive varetægtsfængslet, få en fængselsstraf og store pletter på straffeattesten, tilføjer han.

Den 17-årige overvejer nu, om han vil anke dommen til landsretten.

/ritzau/