Tirsdag aften blev der affyret skud nær Netto og Kvickly i Nordborg på Als.

Nu bliver en 31-årig mand fremstillet i grundlovsforhør i sagen.

I en pressemeddelelse oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, at manden er sigtet for at have afgivet skud og for at have været i besiddelse af et skydevåben.

Selve skyderiet skal ifølge politiet have fundet sted omkring Stationsvej i Nordborg ved 19-tiden, hvorefter flere personer kontaktede politiet om sagen.

»Skuddet menes afgivet mod et køretøj i nærheden. Ingen personer er kommet til skade ved skudafgivelsen,« oplyser politikredsen.

Den 31-årige formodede gerningsmand blev anholdt tirsdag aften, og ifølge politiet tyder det på, at der er tale om 'en intern uoverensstemmelse'.

Mens sagen endnu efterforskes, efterlyser politiet vidner i sagen:

»Har du set hændelsen omkring Stationsparken ved Netto og Kvickly i Nordborg tirsdag aften, eller har du andre oplysninger til sagen, bedes du kontakte Politiets Servicecenter på tlf. 1-1-4,« lyder det.

Anklagemyndigheden forventer at begære lukkede døre ved grundlovsforhøret, der går i gang klokken 12 ved Retten i Sønderborg, af hensyn til efterforskningen.