Endnu en skudepisode har udspillet sig på Nørrebro

Fire til fem skud er blevet affyret mod en en sort Ford Mondeo på Borups Allé ved Mågevej på Nørrebro i København.

- Der er blevet affyret skud mod en bil, hvor fire unge fra Tingbjerg sad i, siger den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Frank Blem-Nielsen.

Én er let tilskadekommen efter episoden, mens de andre tre er uskadte. Politiet kender to af bilens passagerer i forvejen, men efterforskningslederen kan endnu ikke sige for hvad.

Episoden skete på Borups Allé ved Mågevej i København klokken 16.16. Politiet var massivt tilstede, og området blev afspærret.

Gerningsbilen er formodentlig mørk, og der blev affyret skud fra dem, da de to biler fik kontakt og holdt i trafikken. Efter skudepisoden kørte den i retning ad Borups Allé ud af København. Politiet efterlyser vidner, der har set den forlade gerningsstedet.

De fire unge fyre er blevet afhørt, men er ikke 'videre samarbejdsvillige', oplyser politiet til bt.dk. De fastholdedog, at de ikke ved, hvem der skød imod dem.

Bilen, som blev skudt imod, holdt parkeret ved 6. juni Pladsen, som ligger mellem Mågevej og Fuglebakken Station i Københavns Nordvest-kvarter. Ifølge et øjenvidne på stedet havde den tre synlige skudhuller i venstre bagdør i førersiden. Ruden i fordøren blev smadret.

Ved du noget i sagen eller har du billeder? Kontakt BT på 1929@bt.dk.