Københavns Vestegns Politi var tirsdag aften massivt til stede i Ishøj vest for København.

Der er tirsdag aften blevet affyret skud på Vejlebrovej i Ishøj, oplyser Københavns Vestegns Politi. Alarmen indløb klokken 18.36.

»Vi kører derud og konstaterer, at der ligger patronhylstre på vejen. Men umiddelbart er der ikke nogen, der er ramt,« siger vagtchef Thomas Mejborn.

Vidner på stedet har sagt, at skuddene blev affyret fra en bil.

Måske skød gerningsmændene mod en anden bil, men omkring klokken 19.30 ligger det endnu ikke fast. Politiet er i gang med tekniske undersøgelser på stedet.

»Bilerne er der ikke, da vi når frem. Men nu er vi på gerningsstedet for at sikre spor. Vi taler selvfølgelig også med dem, der anmeldte skyderiet,« siger Thomas Mejborn.

Et stykke af Vejlebrovej var tidligere afspærret, ligesom tre indkørsler til et beboelsesområde var afspærret, mens politiet arbejdede på stedet.

Kort efter kl. 20 oplyser Københavns Vestegns Politi til BT, at man er færdige på stedet.

»Vi har sikret de spor, der skal sikres. Og vi har forhørt os på sygehusene i Storkøbenhavn, hvor man ikke har fået nogen indbragt med skader efter skud. Vi må derfor indtil videre gå ud fra, at ingen er blevet ramt af skuddene,« siger vagtchef Thomas Mejborn.

Politiet går ud fra, at der er affyrret flere skud. Men hvor mange og hvem skuddene blev affyret mod, kan man ikke gå nærmere i detaljer med på nuværende tidspunkt.

»Det er noget af det, vi skal have undersøgt,« siger vagtchefen.