Fredag kontrollerede Midt- og Vestsjællands Politi flere busser og en lastbil, og særligt ved sidstnævnte førte kontrollen til hævede øjenbryn hos politiet.

For da politiet kontrollerede et vogntog med lastbil og påhængsvogn, knækkede den forreste aksel på påhængsvognen, og vred sig op mod en meter.

»Det er et mirakel, at dette ikke skete under kørslen på motorvejen, for så havde chaufføren ikke haft en chance for at styre vogntoget,« siger politikommissær Henrik Haensel, leder af Tungvognscenter Øst, og understreger, at lastbilen, der var lastet med trækævler, kunne være endt som en alvorlig sikkerhedsrisiko:

»Var trækævlerne faldet af på motorvejen, kunne det have betydet alvorlig fare for alle trafikanter.«

I alt blev 14 køretøjer standset fredag - heraf blev 11 danske busser kontrolleret. Der blev konstateret fejl ved to busser.