Se godt på billedet øverst i denne artikel.

Det vækker frygtelige minder om en af de værste togkatastrofer i Danmark, fra da en del af et godstog rev sig løs og kolliderede med et modkørende passagertog på den vestlige del af lavbroen over Storebælt for to år siden.

Otte personer - fem kvinder og tre mænd - mistede livet tidligt om morgenen onsdag den 2. januar 2019, da de to tog passerede hinanden i høj fart.

Årsagen til ulykken var, at en sættevogn ved en menneskelig fejl ikke var blevet korrekt aflåst og sikret på godstoget med den såkaldte kongebolt.

Sådan så godstoget ud efter den voldsomme togulykke på Storebæltsforbindelsen i januar 2019, da en trailer fra et godstog ramte et passagertog. Otte mennesker mistede livet.
Sådan så godstoget ud efter den voldsomme togulykke på Storebæltsforbindelsen i januar 2019, da en trailer fra et godstog ramte et passagertog. Otte mennesker mistede livet. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

I den kraftige vind rev traileren sig derfor løs og hamrede ind i passagertoget, der var på vej mod Sjælland, mens godstoget havde retning mod Fyn.

Onsdag i denne uge rev en eller flere sættevogne sig så endnu en gang løs fra et godstog på vej over Storebælt.

Det skete, mens toget - ligesom den skæbnesvangre januar-morgen forrige år - befandt sig ude midt på lavbroen.

Den løsrevne sættevogn er dét, en B.T.-læser fangede på et foto, da det passagertog han selv var med i sidst på eftermiddagen onsdag gjorde et kort ophold på Nyborg Station.

Togstammen, der nu bliver undersøgt af teknikere på baneterrænet i Nyborg, efter en eller flere trailere rev sig løs under kørsel ude midt på lavbroen på Storebæltsforbindelse.Foto: presse-fotos.dk
Togstammen, der nu bliver undersøgt af teknikere på baneterrænet i Nyborg, efter en eller flere trailere rev sig løs under kørsel ude midt på lavbroen på Storebæltsforbindelse.Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

»Jeg kunne se, der gik en mand på sporet ved siden af vognen og lyste op under den med en lommelygte,« fortæller B.T.-læseren, som er fra Korsør.

Torsdag har der været et væld af teknikere og politi på stedet for at undersøge toget nærmere.

Heldigvis kom ingen mennesker til skade, da en sættevogn rev sig løs denne gang.

Men det kunne være gået helt galt igen.

Det var en årvågen bilist, som onsdag kørte på vejen parallelt med togskinnerne, der opdagede, at en sættevogn på godstoget var gået løs og hoppede op og ned, mens toget buldrede afsted.

Bilisten slog alarm, og toget blev standset i Nyborg, hvor tekniske eksperter nu er i gang med undersøge nærmere, hvad den præcise årsag er til, at en potentiel ny katastrofe kunne være sket på lavbroen.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) har som følge af hændelsen indstillet al godstransport med trailere over Storebælt.

Det vil gælde, indtil årsagen til den eller de løsrevne sættevogne er blevet fundet.

Og indtil der samtidig er blevet handlet på det for at minimere risikoen for, at det skulle ske endnu en gang.

»For to år siden udløste en lastbiltrailer på en godsvogn en tragedie på Storebæltsbroen. Det er klart, at det løber mig koldt ned ad ryggen, når der kommer en ny hændelse, der vækker minder om det,« siger transportministeren.

Benny Engelbrecht understreger, at det er alt for tidligt at konkludere noget om årsagen. Og for tidligt at gisne om, hvad der kunne være sket, hvis uheldet havde været ude.

»Det ligger helt klart, at godstrafikken ikke kan fortsætte som normalt, før der er mere viden om hændelsen. Derfor bliver al transport med trailere på lommevogne over Storebælt stoppet, og jeg har bedt om, at der inden for få dage ligger en plan for, hvad de næste skridt skal være i forhold til at få en grundig gennemgang af sikkerheden,« siger transportministeren.