Den store alarm blev tændt, da en pige fra mellemtrinet på Hærvejsskolen i Rødekro sidste mandag følte sig forfulgt,

Politiet modtog anmeldelse om hændelsen mandag klokken 15.23.

Politiet har haft en patrulje i området mandag og tirsdag, ligesom politiet har efterforsket sagen.

Det skriver Syd- & Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Med hjælp fra en borger er det lykkedes at fastslå, hvem den pågældende person er og hans ærinde.

Der er tale om en 60-årig mand fra lokalområdet, som havde en helt legitim grund til at være på stedet. Han var gående, da han bruger en ladestation i området til sin elbil. 

Da det i mandags regnede, løb han i læ. Manden kunne efterfølgende godt sætte sig ind i, at pigen havde misforstået situationen.

Politiet fik forklaringen under en samtale med den pågældende mand.

Jens Gorritzen, der er politikommissær ved Syd- & Sønderjyllands Politi, siger:

»Der er tale om en misforståelse. Den 60-årige mand har ikke haft til hensigt at genere nogen – men ville blot undgå at blive gennemblødt i regnen.«