Drabet på Heidi Abildskov rammer mange uskyldige børn hårdt. Den vellidte og elskede lærer var souschef på Øresundsskolen, som er den daglige ramme for en stor gruppe psykisk og fysisk udviklingshæmmede børn

Heidi Abildskov var en tryg og kærlig støtte for børnene i hverdagen. Men nu er det slut.

Skoleleder Peter Stennicke har i dag måtte fortælle eleverne, at Heidi ikke kommer tilbage.

- Vi har taget fat på den proces i dag. Vi har selvfølgelig også talt med nogle af forældrene hen over weekenden, som har været klar over det, da de mødte ind i dag. Men vi bearbejder det med børnene, og de forstår, at Heidi ikke findes mere. Og vi siger det også, som det er; Heidi er død, og hun er blevet udsat for en forbrydelse. Nogle af eleverne forstår det, men der er også mange, der er blevet rigtigt kede af det. De kan jo også godt se, at hun ikke er inde på sit kontor i dag. Mange af børnene græder og bliver trøstet, fordi de er der i deres udviklingstrin, at de først er ved at lære omkring død og savn og sorg nu.


- Det er en lidt anden måde, vi gør det på her. Vi er nødt til at dele dem ud i små grupper og snakke med dem om det, siger han.

Skolelederen har frabedt sig, at pressen møder op på skolen i dag. Ganske enkelt for at beskytte børnene.

- Vi ønsker ikke, at pressen kommer herud. Det er meget sårbart, og det er der ingen af vores elever, der har brug for, siger han og fortsætter:

- Der er ikke en decideret mindehøjtidelighed. Vi bearbejder vores tab på en pædagogisk måde, hvor vi snakker om død med børnene. Vi viser dem billeder. Vores børn er retarderede i svær grad. Det er en anden måde, vi gør det på i forhold til en normal folkeskole, hvor man ville kalde børnene sammen og sige nogle ord og sådan. Det er fuldstændigt afhængigt af hvilken gruppe og funktionsniveau, vores børn har. De vil ikke kunne forstå, at der pludselig står nogen og tager billeder og den slags. Det går simpelthen ikke, siger Peter Stennicke.

Det er ikke bare børnene, der har det svært på Øressundskolen i dag. Det gælder også lærerstaben.

- Det er en meget følelsesladet formiddag, og det er meget svært. Personalet er meget berørte af det her, men de tager sig sammen, strammer sammen omkring hinanden, og siger; vi har nogle børn, vi skal tage os af. Det er beundringsværdigt. Det er svært for de ansatte at holde det inde i sig, og de bliver også kede af det ind imellem og går fra og giver hinanden et knus. Men det er en opgave, vi har, og det er noget, vi er nødt til at håndtere.


- Nogle af børnene havde set det i weekenden og snakket om det i hjemmet. De har haft avisen liggende på morgenbordet, og så er der nogle af eleverne, der har fået det forklaret det hjemme fra, forklarer Peter Stennicke.