En skoleleder fra en skole på Midtsjælland er blevet fyret på baggrund af en alvorlig personalesag.

TV 2 Øst skriver, at det drejer sig om Stenlille Skole ikke langt fra Sorø, hvor Kenneth Smith, daværende skoleleder, fik en fyreseddel i hånden 3. maj.

Hvad den alvorlige personalesag mere konkret drejer sig om, vil Henrik Madsen, børne- og familiechef i Sorø Kommune, ikke fortælle mediet.

»Jeg er utrolig ked af den her sag, for det er en rigtig trist sag, uden jeg kan komme ind på, hvad den handler om,« siger han.

Skolelederen er dog ikke den eneste involverede. En skolelærer er også involveret i sagen, og Danmarks Lærerforening har nu politianmeldt skolelederen.

Selve anmeldelsen har dog ikke haft betydning for afskedigelsen af skolelederen.

Og trods sagen har Henrik Madsen ros tilovers for den nu tidligere skoleleder, der nåede at være ansat i 14 måneder.

Han roses for sine initiativer, indsatser på området for specialundervisning og sin håndtering af økonomien. Men nu er det altså slut.