Tre elever blev slået, mens én blev truet med saks.

Så voldsomt gik det altså for sig, da en sjette årgang på Malling Skole for 14 dage siden afholdt skolefest. Det skriver TV 2 Østjylland.

Her stod årgangen for et spøgelsestog, hvor elever undervejs blev udsat for forskrækkelser.

Men kort inden optoget sluttede valgte en gruppe elever at slå tre af de elever, der stod for togets sidste forskrækkelse. Det var også her, at en elev blev truet med saks.

Mediet har talt med flere forældre, der bekræfter episoden. En af dem er en mor, der sad og ventede på sit barn, da hun pludselig godt kunne fornemme, at noget var galt.

Ifølge hende var de fire elever chokerede og kede af det efter episoden. Hendes eget barn fik også et »ordentligt gok i nøden,« fortæller hun til TV 2 Østjylland.

Ifølge flere forældre har skolen ikke meldt noget ud om sanktioner for den gruppe, der udøvede volden. Fra deres børn har de hørt, at én af eleverne blev sendt hjem i tre dage.

»Han skulle helt klart have været bortvist efter min mening. Det er alt for vattet, skolelederen er virkelig svag, hvad det angår, synes jeg,« fortæller en af forældrene.

TV 2 Østjylland har været i kontakt med Malling Skoles leder, der ikke ønsker at udtale sig.