Den nedlagte skole i Greve, der søndag aften stod i brand, er mandag morgen brændt helt ned.

»Den er helt brændt ned. Vi er i gang med undersøgelserne nu, og vi vil først få svar i løbet af ugen på, hvad der er sket.«

Sådan lyder det tidligt mandag morgen fra vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi, Henrik Olesen, om den nedlagte skole på Lillevangsvej 48 i Greve.

Politiet modtog en anmeldelse om hærværk på den nedlagte skole klokken 15.55 søndag.

Tilbageholdte i forbindelse med brand på Tjørnelyskolen
Tilbageholdte i forbindelse med brand på Tjørnelyskolen Foto: Mathias Øgendal
Vis mere

Her kunne politiet tilbageholde syv unge drenge.

Mens politiet var der, udbrød der pludselig brand i skolen, og politiet tilkaldte derefter brandvæsnet, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Politiet kunne mandag morgen ikke sige, hvorvidt det formoder, at branden skulle være påsat.

De syv drenge er alle blevet afhørt og løsladt igen.

Politiet vil ikke kommentere, hvad der blev oplyst under afhøringerne.

De meterhøje flammer fra skolen fik en sky af sort røg til at brede sig fra de gamle bygninger på Lillevangsvej 48 i Greve, og det fik politiet til at bede borgere i nærheden om at søge indenfor.

Samtidig blev flere af rækkehusene tættest på skolen evakueret.

Billeder fra stedet viste en voldsom brand, der har fået i nærmest hele konstruktionen.

Politiet vil nu sammen med brandtekniske myndigheder undersøge, hvad der var årsag til branden.

Ifølge vagtchefen er der tale om en bygning, der stod til nedrivning. Inden Tjørnelyskolen for over et år siden lukkede, rummede den cirka 350 elever.

Selv om bygningen ikke længere bliver anvendt til undervisning, har der fra tid til anden været personer på grunden, der er blevet brugt som hyggested, fortalte vagtchef Thomas Jørgensen søndag aften.

»Det er for tidligt at begynde at gisne, hvorfor der er opstået brand, men det er en nedlagt skole, hvor der har været lavet en del hærværk gennem længere tid, og hvor forskellige mennesker har færdedes,« sagde Thomas Jørgensen søndag.

Politiets videre arbejde består i at følge brandens videre udvikling og tale med vidner, der vil kunne bidrage med yderligere oplysninger til, hvad der er foregået på stedet.

Beredskab Øst arbejder på stedet hele natten, hvor ekstra mandskab er kaldt ind til at bekæmpe flammerne. Et par rækkehuse er blevet evakueret på grund af den kraftige sorte røg.

Ingen er kommet til skade i branden, oplyser politiet.

/ritzau/