En 43-årig mand blev taget i at flyve med en drone ved Arnager tæt på Bornholms Lufthavn.

Nu er han sigtet for overtrædelse af dronebekendtgørelsen.

Det skriver Bornholms Politi i en myndighedsmeddelelse. 

Den 43-årige overtrådte ikke kun reglerne for droneflyvning i nærheden af kritisk infrastruktur.

Han overtrådte også det midlertidige droneforbud, som i øjeblikket gælder for hele Bornholm i anledning af forsvarsøvelsen Baltic Shield. 

Det er forbudt at flyve med drone over hele Bornholm til og med torsdag.

Det er anden dag i træk, at politikredsen sigter personer for ulovlig droneflyvning på øen. 

Tirsdag var det en tysk turist, som blev taget med en drone ved Hasle.