Håndværkere fandt et lille barneskelet i forbindelse med tagrenovering af en ejendom på Prinsesse Maries Allé på Frederiksberg i København den 30. august sidste år.

Nu er de retsmedicinske undersøgelser af skelettet gennemført.

Det viser sig, at barneskelettet har ligget i den lille papkasse på loftet, hvor håndværkerne fandt det, i mange år.

»Vi kan ikke med sikkerhed fastslå, hvor gammelt skelettet er, men retsmedicinerne vurderer, at det stammer fra perioden 1938 til 1954,« siger senioranklager ved Københavns Politi, Søren Harbo.

Retsmedicinerne har blandt andet brugt Kulstof 14-analyse til at tidsbestemme det lille barneskelet.

På grund af skelettets alder har det ikke været muligt at identificere barnet, som havde en alder svarende til 39. eller 40. fosteruge og derfor har været nyfødt, da det døde.

Der er ikke fundet tegn på vold eller sygdom. Det har heller ikke været muligt at afklare, om der er sket noget kriminelt, om barnet var dødfødt eller hvad årsagen til dets død er.

»På grund af skelettets alder, er det ikke komme dødsårsagen nærmere,« siger Søren Harbo.

Spædbarnets alder gør det umuligt, at det selv kan have fundet vej til ejendommens loft.

Men politiet har ikke kunnet finde frem til oplysninger om, hvem der lagde skelettet i papkassen eller havde anden viden om barnet.

Politiet har afhørt tidligere beboere i ejendommen, men heller ikke det har ført til oplysninger, som bragte efterforskerne tættere på en opklaring af mysteriet om barneskelettets ophav.

Derfor har Københavns Politi nu besluttet at indstille efterforskningen i sagen.

Politiet blev kaldt ud til ejendommen på Prinsesse Maries Allé på Frederiksberg den 30. august klokken 07:55.