Skattestyrelsen har i samarbejde med Syd- og Sønderjyllands Politi og Toldstyrelsen beslaglagt 15 millioner cigaretter.

Det oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

27. september blev en polsk lastbil, der var blevet stoppet af politiet, undersøgt og i den fandt myndighederne de 15 millioner cigaretter fra mærket Forman.

Afgifter af cigaretterne var ikke blevet betalt, og Skattestyrelsen har opgjort de manglende afgifter til 26 millioner kroner.

Skattestyrelsen vidste på forhånd, at den polske lastbil med cigaretterne havde kurs mod Danmark fra Sydeuropa.

Ifølge Skattestyrelsen havde den danske virksomhed ikke købt de nødvendige stempelmærker til en værdi af 26 millioner kroner, som skal sættes på cigaretterne.

Derfor blev politiet bedt om at stoppe lastbilen, så snart den havde krydset de danske grænser.

/ritzau/