41-årige Heidi Abildskovs morder kom til skade på drabsnatten. Politiets tekniske undersøgelser viser, at han efter alt at dømme forbandt sin hånd, inden han stak af fra gerningsstedet

Det fortæller efterforskningsleder ved Nordsjællands Politi Henning Svendsen.

- Vi har tidligere været ude at fortælle, at gerningsmanden kunne være kommet til skade. Det har vi nu en sikker teori om. I dræbtes bil fandt vi en førstehjælpstaske, som var flyttet inde fra entréen. Ved siden af tasken lå noget indpakningspapir til en rulle gazebind. Men selve gazebindet har vi ikke kunnet finde, siger han til bt.dk

Desuden fandt politiet også en stump afrevet badeforhæng, der så ud som om, det havde været viklet omkring en hånd.

- Det indikerer, at gerningsmanden har forbundet sig selv, hvilket betyder, at vi nu kan rette henvendelse til offentligheden, hvis nogen har set en gå rundt med en forbinding. For såret har tilsyneladende været så dybt, at han har fundet anledning til, at det skulle forbindes, siger Henning Svendsen.

Politiet har en teori om, at der er tale om venstre hånd, da der fundet blodspor i venstre side af en trappe uden gelænder inde i huset. Her ser det ud som om, gerningsmanden har taget fra med hånden.

De næste dage skal ifølge efterforskningslederen gå med at tjekke al det videoovervågningsmateriale, politiet har indsamlet.

- Vi skal især gå igennem det materiale, vi har efter drabstidspunktet. Nu kan vi kigge efter en person med en forbinding omkring hånden, siger Hennings Svendsen og fortæller, at man endnu ikke har haft held til at finde gerningsvåbnet.

Heidi Abildskov blev dræbt natten til forrige fredag med adskillige knivstik i sin villa på Frederiksdalsvej i Virum. Politiet arbejder ud fra en teori om, at der er tale om et indbrud, der endte fatalt for Heidi Abildskov. Politiet har efterlyst gerningsmandens DNA-profil, man bl.a. fandt på et sæt tøj på gerningssted, via Interpol. Her afventer man nu på, at de første resultater skal dumpe ind.

Heidi Abildskovs lig frigives på fredag.