»Stig var ikke chokeret, men næsten lidt euforisk, fordi han havde været tæt på en hændelse.«

Sådan forklarede Stig Engströms tidligere hustru under en af flere afhøringer foretaget af Palmegruppen under svensk politi. En afhøring, som det svenske medie Expressen var med til.

Forhørene blev afholdt i 2017, 2018 og 2019. At Stig Engström skulle have været euforisk, forklarede ekshustruen i efteråret 2017.

Da Stig Engström var kommet hjem ved ettiden, omkring halvanden time efter, at Olof Palme var blevet skudt den 28. februar kl. 23.21, var han iført en mørkeblå frakke samt en grå kasket og holdt en taske, som ifølge ekshustruen var for lille til at kunne indeholde et våben.

Efter Stig Engströms hjemkomst satte hustruen og han sig i deres fælles køkken for at tale om, hvad der var sket den nat, Olof Palme blev dræbt.

Stig Engström forklarede her sin hustru, at han var kommet gående ud af Skandias hovedindgang på Sveavägen - selv samme gade, hvor Olof Palme blev skudt - og havde sat kurs mod Kungsgatan.

På vej hjem hørte han et smæld.

Da han nåede frem til gerningsstedet, lå Olof Palme der, forklarede han hustruen. Herefter var han løbet ind i Tunnelgatan, fordi andre personer på stedet havde sagt, at manden, der havde skudt statsministeren, var løbet i den retning.

Den svenske statsminister Olof Palme blev dræbt af et skud i ryggen på åben gade i Stockholm 28. februar 1986.
Den svenske statsminister Olof Palme blev dræbt af et skud i ryggen på åben gade i Stockholm 28. februar 1986. Foto: TOBBE GUSTAVSSON/TT
Vis mere

Han vendte dog om, inden han nåede så langt.

Stig Engström bevægede sig derefter mod Skandia, hans arbejdsplads på daværende tidspunkt, hvorfra han ringede hjem for at fortælle hustruen, at han var forsinket og ville tage natbussen hjem.

Ifølge hustruens forklaring hverken græd han eller virkede hysterisk i telefonen.

Hans tidligere hustru mener dog ikke, at han var i stand til at begå mordet på den tidligere svenske statsminister, og hun har flere gange udtalt, at han ikke kunne slå en flue ihjel.

Den socialdemokratiske statsminister Olof Palme havde været i biografen med sin kone Lisbet, lige inden parret blev angrebet af en revolvermand på åben gade i Stockholm 28. februar 1986. Kun hun overlevede. Her ses de med to af deres tre sønner.
Den socialdemokratiske statsminister Olof Palme havde været i biografen med sin kone Lisbet, lige inden parret blev angrebet af en revolvermand på åben gade i Stockholm 28. februar 1986. Kun hun overlevede. Her ses de med to af deres tre sønner. Foto: Svensk Pressefoto
Vis mere

Hun har desuden forklaret, at Stig Engström ikke var decideret fjendtlig overfor Olof Palme, men at han dog godt kunne finde på at sige: 'Er det nu den skide Palme i fjernsynet igen,' hvis den forhenværende svenske statsminister dukkede op i hans TV.

Stig Engström blev skilt fra sin hustru et år inden, han begik selvmord i 2000. Ifølge ekshustruen selv havde de to kontakt helt frem til hans død. De boede sammen i flere årtier.

Ekskonens forklaringer til trods blev Stig Engstrøm på et historisk pressemøde for knapt tre uger siden udpeget som Olof Palmes morder.

Stig Engström var grafisk designer, arbejdede i forsikringsselskabet Skandia og blev i medierne kendt som Skandiamanden.

Politiets afspærring af gerningsstedet i Stockholm var ikke særlig omfattende, og i stedet voksede der i timerne efter drabet på Olof Palme et blomsterhav frem på stedet. Først dagen efter fandt en civil kvinde den kugle, der havde dræbt den svenske statsminister.
Politiets afspærring af gerningsstedet i Stockholm var ikke særlig omfattende, og i stedet voksede der i timerne efter drabet på Olof Palme et blomsterhav frem på stedet. Først dagen efter fandt en civil kvinde den kugle, der havde dræbt den svenske statsminister. Foto: ANDERS HOLMSTROM
Vis mere

Tre vidner til stede på gerningsstedet pegede på, at den mand, de så løbe væk fra drabsstedet, lignede Stig Engström.

Men politiet mente dengang ikke, at han var skyldig. Han blev derfor affærdiget som et vidne og skrevet ud af sagen.

Det er siden kommet frem, at han gennem en ven havde adgang til et våben, der svarer til gerningsvåbnet i Palme-drabet.