En fynsk vognmand har ikke bare prøvet det før, han har også prøvet det mange gange før, og tirsdag sad han endnu en gang på anklagebænken.

Denne gang ved Retten i Odense.

Hans virksomhed er tiltalt for i 15 tilfælde at være ansvarlig for transport af smågrise, som var i så ringe forfatning, at de ikke egnede sig til at blive transporteret.

I tre af tilfældene skulle behandlingen af grisene have karakter af mishandling, da to grise efter transporten havde brækket kæben, mens den tredje helt havde fået klemt overkæben af.

Derudover havde en række af grisene alvorlige halebid.

»Jeg synes, det er nogle slemme, alvorlige halebid. Jeg tror faktisk ikke, jeg har set andre af den her karakter tidligere,« sagde en dyrlæge, da hun tirsdag vidnede i retten.

Ifølge anklagemyndigheden bør konsekvensen være, at vognmandsvirksomheden helt skal frakendes retten til at transportere og i det hele taget beskæftige sig med dyr.

Selv nægter vognmanden sig skyldig.

På sin samvittighed har virksomheden ellers en perlerække af lignende sager, som ligger både forud og efter de 15 forhold, virksomheden er tiltalt for i perioden 28. januar 2019 til 9. marts 2020.

Hele 11 gange i perioden fra 2015 til 2021 har virksomheden fået bødeforlæg eller bødestraffe på beløb mellem 7.000 og 50.000 kroner.

Flere gange tidligere er vognmanden dømt for grovere uforsvarlig behandling af dyr.

Desuden har vognmanden en anden sag hængende over hovedet, som endnu afventer at komme for retten.

Hans virksomhed og ti andre vognmandsvirksomheder er tiltalt i en omfattende sag med i alt 1.109 forhold, hvoraf den omtalte fynske vognmandsvirksomhed ifølge anklagemyndigheden er ansvarlig for næsten halvdelen.

Under retsmødet i den aktuelle sag med de 15 forhold forklarede vognmanden, at hans virksomhed i 2019 havde omkring 100 ansatte i 2019 og kørte i omegnen af 50 læs om dagen.

Derfor havde han kun svag – hvis nogen – erindring om de konkrete episoder.

»Det er ikke noget, jeg kan huske noget om,« måtte han flere gange sige.

Det kunne til gengæld de fire dyrlæger fra Fødevarestyrelsen, som var blevet indkaldt til at vidne tirsdag.

Fælles for dem var, at de enten har eller stadig arbejder ved såkaldte samlingssteder, hvor smågrisene bliver kontrolleret, inden de bliver sendt til opfedning syd for grænsen.

Og det var her, Fødevarestyrelsens dyrlæger flere gange måtte aflive grise, der ankom med den fynske vognmands lastbiler.

Blandt andet 28. januar 2011, hvor 11 smågrise blev aflivet umiddelbart efter ankomsten, fordi de havde halesår i en så alvorlig grad, at de var uegnet til transport.

»Det er meget smertefuldt vil jeg vurdere,« sagde dyrlægen i retten, som også påpegede at der var tilfælde, hvor vævet i halen var helt dødt.

»Det er karaktererne af de her halebid, som jeg synes er rigtig slemme. Der er 11 stykker, og det vil man opdage efter min mening,« sagde hun.

En anden dyrlæge forklarede, hvordan hun 13. maj 2019 havde opdaget en gris med navlebrok på minimum otte gange ti centimeter.

»Det var en forholdsvis stor hævelse,« sagde hun og antog, den ville være mulig at opdage under læsning.

Vognmanden selv forklarede i retten, at han ikke selv havde været til stede under episoderne, men havde tillid til sine ansatte.

Der forventes at falde dom i sagen torsdag.