Den berygtede læge Hazim Mohammed Radhi Al-Ansari fra Greve syd for København er igen havnet i myndighedernes søgelys.

Nu er han tiltalt for i april sidste år at have foretaget en rituel omskæring af en dengang toårig dreng i sin private gulstensvilla. Det skete ifølge anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, selv om han så sent som to uger inden havde bekræftet over for Styrelsen for Patientsikkerhed, at han ikke længere foretog rituelle omskæringer. Samme melding havde han også tidligere givet til tilsynsmyndigheden allerede i juli 2013.

Lægen nægter sig skyldig.

Den 52-årige hjertelæge har mistet retten til at arbejde som læge i to år, efter han i april sidste år foretog en rituel omskæring af en toårig dreng i sin private villa i Greve.
Den 52-årige hjertelæge har mistet retten til at arbejde som læge i to år, efter han i april sidste år foretog en rituel omskæring af en toårig dreng i sin private villa i Greve.
Vis mere

Advokaturen for specielle straffesager ved Midt- og Vestsjællands Politi vil have ham dømt for overtrædelse af autorisationslovens paragraf 76. Det vil typisk udløse en bøde på ca. 50.000 kr. Samtidig nedlægges der påstand om, at den 52-årige læge nu definitivt frakendes retten til i det hele taget fortsat at udøve lægevirksomhed.

»Det skyldes simpelthen, at vi mener, der er en risiko for, at han ikke gør det ordentligt,« oplyser anklageren i den kommende retssag - senioranklager Randi Tvile fra Midt- og Vestsjællands Politi - til B.T.

»Bevistemaet i sagen bliver, hvorvidt den pågældende læge har haft en indskrænkning i sin virksomhed, så han ikke måtte lave en omskæring - ligemeget om han gjorde det godt eller dårligt,« tilføjer hun.

Så vidt B.T. erfarer, er sagen ikke kommet til myndighedernes kendskab, fordi den omskårne dreng pådrog sig komplikationer ved indgrebet, men fordi Styrelsen for Patientsikkerhed havde et vågent øje på Greve-lægens aktivitet.

Allerede i efteråret 2007 påkaldte Hazim Mohammad Radhi Al-Ansari sig stor opmærksomhed i både Sverige og Danmark, hvor han begge steder arbejdede som læge. På det tidspunkt havde han tidligere fået kritik fra myndighederne i begge lande for at klemme forhuden af de drenge, han omskar - i stedet for at operere. Det betød, at drengene i flere tilfælde bagefter måtte behandles på sygehuse.

Ved den lejlighed beskrev den svenske socialstyrelse hans operationsmetode som »upræcis, grov og traumatiserende«, efter at en to måneder gammel drenge-baby havde været i hænderne på lægen. Bagefter havde myndighederne svært ved at genkende hans kønsorgan som en penis. I stedet blev den beskrevet som »en kuppellignende genstand, hvor urinen kan komme igennem«.

Dengang havde lægen 10 klagesager om omskæring, fordi han brugte en såkaldt »Bon-Cater Knogleafbidermetode«. Metoden blev af en dansk overlæge betegnet som meget farlig og utidssvarende - blandt andet fordi man nemt kan komme til at klemme i kødet på penishovedet. Det betød, at Sundhedsstyrelsen allerede i 2007 satte lægen under skærpet tilsyn.

Lægen blev dengang også kritiseret af myndighederne for at sjuske med journalerne og ikke følge op på patienterne efter indgrebene, der dengang typisk fandt sted i et lokale under moskeen hos Islamic Center i Malmø. Da klagesagerne kom frem, afbrød Islamic Center dog samarbejdet med lægen.

Det har ikke været muligt for B.T. at få en kommentar fra Hazim Mohammad Radhi Al-Ansari eller hans advokat.