Fire måneders fængsel og en erstatning på små 20.000 kr. kommer det til at koste en 35-årig mand fra København, at han under en fest tilsneg sig samleje med en sovende kvinde, som tilsyneladende i begyndelsen forvekslede gerningsmanden med sin kæreste.

Det seksuelle overgreb fandt sted i januar i år under en fest i en lejlighed i Jægersborggade på Nørrebro i København. Omkring midnat trak kvinden sig tilbage fra festen og lagde sig til at sove i soveværelset. På det tidspunkt havde hendes kæreste sagt, at han snart ville komme ind til hende.

Kvinden lagde sig til at sove med ørepropper i ørene, men efter en halv times tid vågnede hun i mørket ved, at hun blev kysset på munden af en mand, som lagde sig i sengen bag ved hende. Ifølge anklageskriftet, som BT har fået aktindsigt i, troede kvinden, at der var tale om hendes kæreste, og derfor accepterede hun, at få taget sine trusser og t-shirt af, hvorefter der blev indledt et samleje.

Gerningsmanden nåede ifølge anklageskriftet også at give hende »nogle voldsomme kys« og bide hende i den ene overarm, inden det gik op for kvinden, at der ikke var tale om hendes kæreste.

Ved en domsmandsret i Københavns Byret blev den 35-årige mand kendt skyldig i på ulovlig vis at have tilsneget sig samleje med kvinden. Han var tiltalt efter paragraf 221 i straffeloven, som kan give op til fire års fængsel til den, der  »tilsniger sig samleje med en person, der forveksler gerningsmanden med en anden".

Straffen blev udmålt til fire måneders ubetinget fængsel, og desuden skal den 35-årige betale den forurettede kvinde en tort-godtgørelse på 15.000 kr. samt en erstatning på godt 4.000 kr.