Efter mere end 30 retsmøder siden januar i år falder der onsdag dom i den såkaldte forbudssag mod rockerklubben Bandidos.

I løbet af de mange retsmøder har anklagemyndigheden forsøgt at bevise, at rockerklubben Bandidos er én samlet forening, der har et ulovligt formål, mens Bandidos har argumenteret for, at der først og fremmest er tale om et fællesskab, der kredser om motorcykler.

Centralt i sagen er Grundlovens paragraf 78. Det er den, der sikrer borgerne retten til at danne foreninger.

"Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed", lyder det i paragraffen.

Anklagemyndigheden har i løbet af sagen dokumenteret domme, interne vedtægter og intern kommunikation for at bevise, at Bandidos har et ulovligt øjemed.

- Bandidos MC er et samlingssted for dem, der har evnen eller viljen til at begå alvorlige lovovertrædelser, sagde Melissa Fernandez, der er specialanklager hos Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK), da anklagemyndigheden procederede i august.

Derudover har anklagemyndigheden forsøgt at bevise, at Bandidos i Danmark er én samlet forening og ikke en række uafhængige afdelinger - også kaldet chapters.

- Man kan ikke være et Bandidos-chapter uden at være en del af den samlede enhed, sagde Lasse Biehl, anklager i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Bliver Bandidos opløst ved dom, er det fjerde gang, at det sker, siden Danmark fik sin grundlov i 1849.

I 1874 blev Den Internationale Arbejderforening - frontløberen til Socialdemokratiet - opløst i Østre Landsret.

50 år senere blev foreningen Nekkab opløst. Nekkab blev opløst, fordi den ifølge dommen Højesteret var et samlingssted for homoseksuelle mænd. Dengang kunne homoseksualitet være strafbart.

Senest en forening blev opløst ved dom i Danmark, var i 2021, hvor Højesteret opløste gadebanden Loyal To Familia, LTF.

Dommen fra Retten i Helsingør bliver uanset resultatet formentlig ikke et endeligt punktum i sagen, da sagen forventes også at skulle behandles i landsretten og Højesteret.

/ritzau/