Lyt til artiklen

En 24-årig mand blev mandag idømt seks og et halvt års fængsel for et drabsforsøg begået i Høje Taastrup sidste år.

Den 24-årige mand var tiltalt for at have overfaldet en 35-årig bekendt med kniv.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Den 35-årige mand blev ramt flere gange af kniven, hvilket blandt andet medførte en delvist sammenklappet lunge.

I retten påstod den 24-årige, at han stak i selvforsvar, men den forklaring afviste et enigt nævningeting.

»I forbindelse med knivoverfald ser vi ofte, at gerningsmanden alene bliver dømt for grov vold. Her har retten dog vurderet, at offeret var i livsfare på grund af stik i brystet, og det er derfor, at der er sket dom for drabsforsøg,« siger sagens anklager, Anne-Kirstine Mathiesen.

Den 24-årige blev også dømt for grov vold mod en mand i Lyngby samt vold mod en politimand, som skete i forbindelse med en anholdelse i Bagenkop på Langeland.

Den dømte valgte at anke dommen og er fortsat varetægtsfængslet.