Sisse Sejr i nyt opslag: Undskyld til alle


Sisse Sejr-Nørgaard har netop lagt en story på det sociale medie Instagram.
Her giver hun en undskyldning til flere aktører i den sag, hun onsdag blev kendt skyldig i.
»Først og fremmest vil jeg sende en stor og uforbeholden undskyldning til hende, det gik ud over. Jeg stod i en stor personlig krise og følte, at min verden var kollapset på det tidspunkt. Det retfærdiggør imidlertid slet ikke mine handlinger, for det var helt og aldeles forkert at gøre, som jeg gjorde. Det er jeg virkelig, virkelig ked af,« skriver hun.
Sisse Sejr var i dag i retten, hvor hun blev idømt 30 dages betinget fængsel for chikane og identitetstyveri.
Hun fortsætter i opslaget:
»Jeg er også flov over og ked af at have involveret sagesløse virksomheder i noget, der på ingen måde skulle være sket. Det beklager jeg. Undskyld, fordi jeres forretninger blev impliceret i den her sag.«
Til sidst gør Sisse Sejr klart, at hun håber at få ro til at komme videre.
»Jeg tager min straf og siger undskyld til alle, som mine handlinger gik udover. Jeg håber, at den forurettede får fred til at komme videre i sit liv. Og jeg håber også, at jeg sammen med min familie kan få ro til at komme videre, og at vores privatliv i den sammenhæng vil blive respekteret,« skriver hun.
I retten kom det onsdag frem, at chikanen var begyndt, efter Sisse Sejr havde opdaget sin mand i at have en affære med det kvindelige offer.
Det skete, da de var på ferie på Bornholm, og da Sisse Sejr tjekkede sin mands telefon.
Her fandt hun angiveligt ud af, at Esben Bjerre og det kvindelige offer havde haft en affære i to måneder, hvor de havde udvekslet utallige beskeder sammen.