Dommer og domsmænd er taget fra Aalborg til topsikret psykiatrisk afdeling i Slagelse for at afgøre drabssag.

En ung drabsmand fra Nordjylland udgør en så alvorlig fare for andre mennesker, at han anbringes på ubestemt tid på en topsikret psykiatrisk afdeling i Slagelse.

Det konkluderer en domsmandsret fra Retten i Aalborg, som fredag er kommet ind bag indhegningen ved Sikringsafdelingen i Slagelse, hvor landets farligste sindssyge kriminelle sidder.

To ansatte har fat i den 23-åriges arme, da de fører ham i et undervisningslokale, som denne dag fungerer som retslokale. Også en tredje passer på.

- Jeg vil gerne sige undskyld til Peters pårørende, siger den 23-årige mand.

Et undervisningslokale fungerer som retslokale, og her hører pårørende og andre om drabet på Peter Hjorth Møller i en lejlighed i Aalborg i september sidste år.

Han fik i alt 65 stik- og snitlæsioner, da den 23-årige gik løs på ham med tre knive. Bladet på den ene kniv knækkede.

- Jeg var i skræk og rædsel for mit liv den aften, og det gik lidt ud over Peter også, fordi jeg var så paranoid og bange, forklarer den unge.

Fra Sikringsafdelingen er der aldrig sket en flugt. Besøgende må igennem grundig visitering og må af med skoene, før de kommer ind. Bilister må ikke stoppe op uden for bygningen på Fælledvej, og det er forbudt at tage billeder.

Det er første gang, at der afsiges en dom i Sikringsafdelingen. Normalt bringes den tiltalte i en sag til retten.

Ved grundlovsforhøret i Retten i Aalborg straks efter drabet gik den unge amok, og det udviklede sig til tumult.

- Det er en meget tragisk sag. En mand i sin bedste alder og far til tre børn er blevet dræbt på en yderst bestialsk måde, siger anklager Thomas Klingenberg.

/ritzau/