Røgen fra branden ved Studstrupværket nord for Aarhus er ikke sundhedsskadelig, konkluderer myndigheder.

En stor silo med 56.000 ton træpiller brænder på femte døgn ved Studstrupværket nord for Aarhus.

Det vil tage mindst en uge endnu, før branden er helt slukket, vurderer beredskabsinspektør Anders H. Jensen ved Østjyllands Brandvæsen.

»Lige nu forsøger vi at tømme siloen og køle den ned med nitrogen.«

»Det er umuligt at sige, hvor lang tid det vil tage, men vi snakker mindst en uge. Det er formodningen lige nu,« siger han.

Branden brød ud torsdag, og røgen kan lugtes i store dele af lokalområdet.

Østjyllands Politi har løbende holdt møder med Styrelsen for Patientsikkerhed for at drøfte situationen.

Mandag er vurderingen fortsat, at røgen ikke udgør en sundhedsrisiko.

Hvis man føler sig generet af lugten, opfordres man til at lukke vinduer og døre og eventuelt slukke for ventilationen, skriver politiet på Twitter.

Branden udvikler ikke store flammer, men inde i den store silo ligger træpiller og ulmer.

Målet er at få siloen tømt, uden der tilføres for meget ilt, siger beredskabsinspektøren.

»Det er en glødebrand inde i siloen. Det må ikke få ilt, for så kan det blive en stor overfladebrand. Så har vi en kæmpe røgsky og en stor brand.«

»Vores taktik er at få træpillerne ud, uden der tilføres for meget ilt i tanken. Det er en langsommelig proces,« siger Anders H. Jensen.

Brandvæsenet arbejder døgnet rundt på sagen, siger han.

»Vi prøver at lave så få gener som muligt for de omkringliggende byer, men det er svært at styre røgen. Vi kan håbe, at regnen kan dæmpe lugtgenerne.«

Det er endnu uvist, hvad der er årsag til varmeudviklingen og glødebranden i siloen, oplyser ejeren af værket, energiselskabet Ørsted.

Men de cirka 106.000 aarhusianske husstande, der får fjernvarme fra værket, kommer ikke til at mærke, at nogle af træpillerne går op i røg.

»Den mængde træpiller, der er i siloen, svarer til den buffer, vi altid har i en varmesæson,« siger presserådgiver Carsten Birkeland Kjær.

Mange af de træpiller, der nu fjernes fra siloen af brandvæsenet, er i øvrigt ubeskadiget og kan bruges igen, understreger han.

Studstrupværket fyrer både med træpiller og halm.

Østjyllands Politi oplyser, at man løbende følger udviklingen og foretager nye målinger af røgen.

/ritzau/