Den populære danser og musicalstjerne Silas Holst fik natten til torsdag stjålet sin bil. Nu kan han blive genforenet med den - efter den sent torsdag aften var involveret i en politijagt og en ulykke.

'En eller anden røvirriterende bil tyv har i nattens mulm og mørke stjålet min helt nye, elskede bil, Jytte... Gider I kære følgere ikke holde et vågent øje med den på gaderne? Og kontakte Kbh Politi på 114, hvis I ser den holde et eller andet sted...?,' skrev Silas Holst torsdag i et opslag på Instagram, hvor også delte et billede af bilen, som han har døbt 'Jytte'.

Og netop bønnen til følgerne om at holde øje med den viste sig at give pote.

Det fortæller vagtchef Michael Andersen fra Københavns Politi tidligt fredag morgen til B.T.

»En borger rettede henvendelse til os, fordi han havde genkendt bilen fra efterlysningen, og så blev vi koblet på,« forklarer han.

Politiet satte derefter efter den stjålne bil.

»Vi kører en udramatisk eftersættelse ud ad Roskildevej, hvor føreren så mister herredømmet over bilen i et kryds,« fortæller Michael Andersen.

Musicalskuespiller og danser Silas Holst.
Musicalskuespiller og danser Silas Holst. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

Det er derfor en lettere bulet udgave en bilen, som Silas Holst kan få tilbage, da bilen efterfølgende ramte en mast, før den standsede helt i krydset mellem Roskildevej og Avedøre Havnevej ved Rødovre.

I bilen fandt politiet fire unge mænd mellem 17 og 21 år.

»De kom ikke til skade,« fortæller vagtchefen.

De fire blev anholdt på stedet, og de er ifølge Michael Andersen nu ved at blive sigtet i sagen.

Foto: Klaus Jørgensen
Vis mere

På Instagram har Silas Holst fredag morgen kommenteret genforeningen med 'Jytte'.

'Jytte er fundet... Er vist for rasende til at begynde at forklare om de unge, der sad i bilen, da politiet endte i en biljagt i nat... Så dem lader jeg være med at snakke om. Vil derimod hellere takke jer alle - for pokker, et vildt netværk jeg har...!! Alle jeres Insta/Facebook-delinger bar frugt, og hun blev fundet... Totalsmadret, men fundet... Håber, mekaniker kan fikse hende, og at de tre unge lærer forskellen på dit og mit... Tak til alle jer andre!!!', skriver han.