En kendt københavnsk restaurant dannede ifølge politiets mistanke i weekenden rammerne for et overgreb.

Derfor har man anholdt en mand i 20erne, som man har sigtet for at voldtage en kvinde – en af sine ansatte. Begge var gæster på restauranten.

Da manden tirsdag blev fremstillet i grundlovsforhør, gjorde han det klart, at han nægter sig skyldig.

Størstedelen af retsmødet foregik bag lukkede døre, og dermed holder politiet altså stadig sagens detaljer tæt til kroppen.

I sigtelsen fremgår det dog, at den påståede voldtægt – som foregik ved andet seksuelt forhold end samleje, som det lyder i straffeloven – skulle have fundet sted søndag aften.

Mellem klokken 19 og 21.

Her skulle han med sine fingre have forgrebet sig på kvindens underliv og anus, mens han også skulle have bidt hende.

Mere konkret lyder det i sigtelsen, at kvinden blev bidt både i ansigtet og på maven.

Både den mistænkte og kvinden er beskyttet af navneforbud, hvilket betyder, at B.T. ikke kan komme ind på, hvilken virksomhed de begge arbejder ved.

Dommeren ved grundlovsforhøret fandt ikke grundlag for at varetægtsfængsle manden.

I stedet blev det besluttet, at hans anholdelse skal opretholdes i tre døgn, mens politiet fortsætter efterforskningen.

Fra restaurantens side lyder det, at man er »i fuld gang med at hjælpe politiet«, men at man ellers ikke ønsker at udtale sig om sagen.