Først skulle de være brudt ind i kvindens hjem. Så skulle de have snuppet et femcifret kontantbeløb og omtrent et kilo guld i smykker.

Dernæst skulle de så have skubbet hende ned af nogle trapper for efterfølgende at flygte fra stedet med deres tyvekoster.

Det er i hvert fald kort fortalt, hvad tre mænd er sigtet for at have gjort.

Siden fredag har de alle befundet sig bag tremmer. Her blev den tredje af de mistænkte nemlig varetægtsfængslet i røverisagen, der tog sin begyndelse 25. oktober sidste år.

Det er politiets mistanke, at de tre mænd denne dag omkring klokken 13.20 brød ind i Østerbro-lejligheden på tredje sal.

Her ragede de blandt andet 55.000 kroner i kontanter, tre guldhalskæder, fire guldarmbånd, et guldur og fire guldkatte til sig.

Men så overraskede den kvindelige beboer dem.

For at slippe væk skubbede de hende med en sådan kraft, at hun væltede ned af trapperne i opgangen. Og så stak de ellers af.

Siden er de alle en efter en blevet anholdt og fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten ved Københavns Byret, hvor de har nægtet sig skyldige i røveri.

Den første af dem 11. marts. Og den sidste altså i fredags.