Den 26-årige mand, som politiet sigter for at være seriemorder på Østerbro i København, har allerede et omfattende synderegister på sin unge samvittighed.

Efter politiets opfattelse har han rovmyrdet tre pensionister i et boligkompleks på Vangehusvej siden februar.

Se mere på www.localeyes.dk

Men ifølge en udskrift af dombogen fra Københavns Byret, som B.T. har fremskaffet, blev han allerede i en meget ung alder idømt adskillige års fængsel for voldtægt, drabsforsøg og forsøg på voldtægt mod to forskellige kvinder.

Den ene af kvinderne var mindreårig på gerningstidspunktet. Den anden næsten dobbelt så gammel som den unge gerningsmand.

Den ældste af kvinderne tog han som optakt til voldtægtsforsøget et så hårdt kvælertag på omkring halsen, at hun kortvarigt mistede bevidstheden og var i akut livsfare.

Det er interessant i forhold til, at mindst to af de tre dræbte pensionister på Østerbro ifølge politiet og retsmedicinerne blev myrdet ved hjælp af kvælning.

For det tredje drabsoffer har det ikke været muligt at fastslå den præcise dødsårsag, da liget af den 83-årige kvinde nåede at blive kremeret efter hendes død 7. februar.

Den 26-årige nægter sig skyldig i sigtelserne omkring de aktuelle rovmord. Han stammer fra Østafrika, men er dansk statsborger.

Han er beskyttet af navneforbud, og det er derfor ikke tilladt for B.T. i detaljer at redegøre for hans stærkt kriminelle fortid, hvor han i forhold til sin meget unge alder blev idømt en usædvanlig hård straf.

Efterforskningsleder Brian Belling fra Københavns Politi oplyste på et pressemøde foran Politigården i midten af marts, at de tre dødsfald på Østerbro i første omgang blev opfattet som naturlige dødsfald af tilkaldte politifolk.
Efterforskningsleder Brian Belling fra Københavns Politi oplyste på et pressemøde foran Politigården i midten af marts, at de tre dødsfald på Østerbro i første omgang blev opfattet som naturlige dødsfald af tilkaldte politifolk. Foto: Celina Dahl
Vis mere

Den 26-årige mand blev søndag 10. marts varetægtsfængslet for i første omgang »kun« et enkelt rovmord - nemlig mod en 81-årig kvinde.

Hun blev fundet død fredag 8. marts, men i første omgang blev hendes dødsfald af politiet vurderet til at være naturligt - altså ikke et resultat af en forbrydelse.

Det var først dagen efter, at de første advarselslamper så småt begyndte at blinke hos politiet. En datter til den 81-årige kvinde oplyste, at der tilsyneladende var blevet hævet på moderens kreditkort - efter dødsfaldet.

Det fik politiet til at efterforske sagen, og den 26-årige blev anholdt samme aften. Formentlig fordi han kunne knyttes til misbruget af den afdødes kreditkort.

Næste formiddag blev han fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre og varetægtsfængslet.

Politiet holdt det dog i første omgang hemmeligt, hvor drabet var foregået.

Samtidig ønskede politiets anklager, at der også skulle nedlægges forbud mod offentligt at nævne navnet på den dræbte. Den begæring imødekom dommeren i grundlovsforhøret trods protester fra de tilstedeværende pressefolk.

Alligevel henvendte andre beboere i området og deres pårørende sig i dagene efter til Københavns Politi med en mistanke om, at også andre ældre mennesker kunne være blevet slået ihjel på lignende vis.

Det var i dette boligområde på Østerbro i København, at tre ældre mennesker ifølge politiet er blevet dræbt siden februar.
Det var i dette boligområde på Østerbro i København, at tre ældre mennesker ifølge politiet er blevet dræbt siden februar. Foto: Localeyes
Vis mere

Den mistanke viste sig ifølge politiet at holde stik i to tilfælde. For også deres kreditkort var blevet misbrugt efter pensionisternes død.

I begge tilfælde havde politiet været tilkaldt efter dødsfaldene, men uden at opdage, at de ældre mennesker åbenbart var blevet slået ihjel i det samme boligkompleks.