Politiet skærper sigtelsen mod en 33-årig mand, som tirsdag troppede op med en kniv på en psykiatrisk afdeling i Aarhus.
I første omgang blev manden sigtet for trusler på livet, men torsdag lyder sigtelsen på forsøg på manddrab.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Den 33-årige mand skulle tirsdag formiddag til en planlagt samtale på den psykiatriske afdeling på Palle Juul-Jensens Boulevard på Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Til samtalen medbragte han en kniv, og ifølge politiet truede han en ansat med den.
Personalet på afdelingen tilkaldte politiet, som rykkede ud, og politiet fik talt den 33-årige ud fra rummet, som han befandt sig i.
Efter en kortvarig anholdelse blev manden overdraget til de psykiatriske myndigheder.
Siden har politiet efterforsket sagen, og torsdag ser politiet altså mere alvorligt på sagen.
Derfor blev den 33-årige torsdag formiddag fremstillet i Retten i Aarhus med krav om varetægtsfængsling på baggrund af en sigtelse om drabsforsøg.
I retsmødet erkendte manden sigtelsen, og dommeren varetægtsfængslede ham i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling.
/ritzau/
