En 39-årig mand har lørdag i et grundlovsforhør i Retten i Glostrup erkendt, at han skød en mand i Ishøj fredag eftermiddag, men han siger, at han gjorde det i nødværge.
Det oplyser anklager ved anklagemyndigheden i Københavns Vestegns Politi Caroline Sophia Tarrow, der mødte som anklager i grundlovsforhøret.
Den 39-årige, der er sigtet for drabsforsøg, er lørdag blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Offeret er en 49-årig mand.
Han er indlagt på Rigshospitalet, hvor han fortsat er i kritisk tilstand.
Politiet har tidligere oplyst, at man ikke vurderer, at skyderiet har relation til bande- og rockermiljøet.
Anklageren forklarer, at den sigtede og offeret kender hinanden, og at der har været en konflikt mellem dem i mange år.
»De var begge to til fredagsbøn, og der møder de hinanden.«
Hvad konflikten mellem de to mænd handler om, er uklart, siger anklageren.
Der blev nedlagt navneforbud for den sigtede.