Mistænkt for drabet på den 58-årige læge Charlotte Asperud havde i journal streget flere lægers navne under.

Den sigtede for drabet på den 58-årige læge Charlotte Asperud i Tisvildeleje var tilsyneladende også ude efter andre læger fra Nordsjællands Hospital.

Ved sin anholdelse havde den mistænkte på bopælen i Hørsholm en udskrift liggende af sin journal fra Sundhed.dk, hvor mindst seks lægers navne var streget under.

Det ene af navnene var Charlotte Asperuds, der i april blev banket ihjel i sit hjem.

Politiet har derfor kontaktet de øvrige læger med beskeden om, at gerningsmanden også kan have haft dem i tankerne.

Hospitalsdirektøren på Nordsjællands Hospital, Bente Ourø Rørth, har formidlet kontakten.

- Jeg har fra politiet fået oplyst, at han har udskrevet sin journal fra Sundhed.dk.

- Og der har han fået viden om alle de mennesker, der har været involveret i hans behandling på det tidspunkt, hvor han møder Charlotte Asperud. Og det er seks, siger hun til Ritzau.

Spørgsmål: Altså Charlotte Asperud og fem andre?

- Ja, eller måske flere end det. Så da politiet ringer og siger, at de skal have kontakt med de øvrige fra journalen, så bliver det min rolle at hjælpe med det.

De seks læger optrådte med fuldt navn i journalen, fordi de i 2014 havde været på vagt, da den sigtede i sagen var blevet bragt på skadestuen i Hillerød, fordi han havde været i en trafikulykke.

Han optrådte så voldsomt, at Charlotte Asperud og de øvrige blev enige om at ordinere psykiatrisk tilsyn for manden.

Om dette kan have motiveret manden til at opsøge Charlotte Asperud, er uvist, da han endnu ikke har villet tale med politiet.

Ifølge hospitalets fællestillidsmand, Ingrid Thrane, har stregerne i journalen spredt stor utryghed på hospitalet.

- Det er klart, at folk spørger sig selv, hvad der sker næste gang. Og hvornår det kan komme til at ske igen, siger hun.

Hospitalsledelsen har derfor besluttet, at personalet på akutmodtagelsen midlertidigt må fjerne deres efternavn fra deres navneskilt.

Desuden arbejder ledelsen for, at lægerne i borgernes journaler skal kunne underskrive sig med en kode eller et nummer i stedet for deres fulde navn.

Nordsjællands Politi vil ikke kommentere oplysningen om de understregede navne i mandens journal.

Politikommissær Henrik Gunst vil dog "ikke udelukke", at sagen kan ende med, at der rejses yderligere sigtelser mod manden.

/ritzau/