Danmarks mest omtalte restauratør, Amin Skov, er kort efter klokken 11 tirsdag formiddag blevet anholdt og sigtet for at have sat ild til sin egen restaurant. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

- Der er ikke tvivl om, at branden på Vejlegården var påsat. En række arnesteder og brandbare væsker efterlader ingen tvivl om det, forklarer fungerende politiinspektør og leder af efterforskningen, Brian Olsen, fra Sydøstjyllands Politi.

- Det er vores opfattelse, at efterforskningen giver grundlag for anholdelsen og sigtelserne. Der er ikke fund, der peger andre steder hen, siger han videre.

Til bt.dk siger Brian Voss Olsen, at politiet på nuværende tidspunkt ikke vil kommentere, hvilke beviser, der peger på Amin Skov som gerningsmand.

- Lige nu er vi ved at afhøre Amin Skov. Vi skal også have ransaget hans hjem.

Ransagningen er gået i gang.

Amin Skov blev fundet bevidstløs, foreslået og røgforgiftet uden for sin brændende restaurant, Vejlegården, i Vejle natten til den 21. december sidste år.

Siden har han gentagne gange forklaret, at han blev overfaldet og slået ud af to mænd, som efterfølgende efterlod ham til flammerne, men den historie er løgn fra ende til anden, mener politiet.

Ifølge sigtelsen var det således Amin Skov selv, der hældte brændbare væsker ud flere steder i den landskendte restaurant i et forsøg på at brænde stedet ned. En mission, som dog i så fald langt fra lykkedes.

Et gangareal er svært brandskadet, og flere baglokaler er dækket af sod, men selve restaurationen og køkkenet er stort set urørt af ildens hærgen.

Et billede, som dog kunne have været væsentligt anderledes, hvis en 11 kilos gasflaske anbragt i den udbrændte gang var eksploderet i varmen.

Holder politiets sigtelse stik, har Amin Skov ved samme lejlighed påført sig selv et blåt øje og en række store blå og gule slagmærker på kroppen. Måske for at underbygge forklaringen om et overfald. Så sent som fredag i sidste uge overdragede Amin Skov således selv en række billeder af mærkerne til BT som bevis.

Politiet mener imidlertid ikke, de blå, røde og gule blodudtrædninger dokumenterer noget. Skaderne er umiddelbart efter branden blevet fotograferet og vurderet af en retsmediciner, uden at det har rokket ved konklusionen om, at Amin Skov selv førte tændstikken natten til den 21. december.

Amin Skov og Restaurant Vejlegården blev landskendt i 2012, da fagforeningen 3F indledte en blokade mod spisestedet i protest mod en overenskomst indgået med den ‘gule’ fagforening, Krifa. Konflikten eskalerede i sommerens løb og har udløst dødstrusler mod både restauratøren og modparterne hos 3F.

BT følger sagen tæt.