Otte mænd nægter sig skyldige i bedragerisag, hvor midaldrende og ældre kvinder er blevet snydt.

Otte unge mænd er fredag blevet varetægtsfængslet i 20 dage i en sag, der drejer sig om omfattende bedrageri over telefonen.

Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

De otte sigtes for at have svindlet ved at udgive sig for at være fra Nets eller banker, når de ringede til godtroende ofre, som var midaldrende og ældre kvinder.

På den måde har de fået udleveret NemID og andre oplysninger, som blev brugt til at tømme forskellige konti.

Ifølge Ekstra Bladet, der var til stede ved grundlovsforhøret, er de sigtet for at have bedraget for "ikke under fire millioner kroner". Omfanget er dog endnu ikke endeligt gjort op.

Avisen skriver, at de alle nægter sig skyldige. Seks af mændene er i deres 20'ere, mens to af dem endnu ikke er fyldt 20 år.

Politiet oplyste torsdag, at gerningsmændene har forsøgt at skabe en stresset situation. De har hævdet, at de hurtigst muligt skal bruge oplysningerne til at stoppe uautoriserede hævninger.

- I min afdeling beskæftiger vi os med hård kriminalitet. De fleste har set lidt af hvert, men de bliver alligevel meget indignerede over det her, sagde vicepolitiinspektør Torben Henriksen til Ritzau torsdag.

Hverken Nets eller bankerne ville nogensinde bruge den fremgangsmåde, understregede Torben Henriksen og tilføjede, at man aldrig skal udlevere sit NemID til andre.

Fire andre unge - tre fra Næstved og en fra Taastrup - blev i øvrigt torsdag også anholdt for at have bedraget en stribe ældre kvinder, som blev kontaktet enten på telefon eller via e-mail.

Denne sag efterforskes af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Også her er ofrene blevet lokket til at udlevere for eksempel deres NemID. Det samlede beløb er på over 100.000 kroner. De fire undgår dog et krav om varetægtsfængsling.

/ritzau/