Politiet rykkede onsdag aften ud til parkeringspladsen ved Kolding Sygehus, efter at indgangspartiet til hospitalet var blevet påkørt.
Det skriver Sydøstjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
I en pressemeddelelse oplyser politiet, at man har sigtet føreren af personbilen - en 32-årig mand - for at forvolde fare.
- Vi har arbejdet på stedet i løbet af natten for at undersøge forholdet og afklare, hvad der nærmere er sket. Vi efterforsker stadig hændelsen og kan derfor ikke på nuværende tidspunkt sige, om sigtelserne ændrer sig, eller om der kommer yderligere til, udtaler politikommissær Casper Christensen i pressemeddelelsen.
Den sigtede mand førte ifølge Sydøstjyllands Politi bilen, imens han var påvirket af euforiserende stoffer og alkohol.
Ud over indgangspartiet til Kolding Sygehus' skadestue ramte manden også to parkerede biler.
Tre andre personer blev anholdt i sagen onsdag aften. Alle fire er blevet løsladt.
Ingen personer kom til skade, skriver politiet.
/ritzau/