En mandlig receptionist på et hotel i København har ifølge politiet malket sin arbejdsgivers bookingsystem i stor stil.
Ifølge politiets sigtelse misbrugte han sin adgang til hotellets bookingsystem til i hemmelighed at aflyse 118 forudbetalte bookinger fra kommende gæster.
Gæsterne blev ikke orienteret om aflysningerne, og i stedet fik receptionisten ifølge politiets sigtelse overført pengene til sig selv.
Det fremgår af en sigtelse om groft databedrageri, som tirsdag er blevet læst op i et retsmøde i Dommervagten i Københavns Byret, hvor receptionisten endte med at blive varetægtsfængslet.
Angiveligt stod bedrageriet på fra juli til november sidste år og nåede at løbe op i 878.449,85 kroner.
Ifølge sigtelsen ændrede han kortnumrene på betalingerne på de forudbetalte hotelbookninger, så beløbene i stedet blev overført til et kort tilhørende ham selv.
Det betød efter politiets opfattelse, at et samlet beløb på de godt 878.000 kroner blev overført til hans egne konti i henholdsvis Lunar Bank, Revolut Bank og en foreløbig ukendt bank.
Grundlovsforhøret blev afviklet for lukkede døre - altså uden at pressen eller andre tilhørere måtte være til stede - og det er uvist, hvordan manden i retsmødet forholdt sig til sigtelsen.

