Dansk politi ser ud til i største hemmelighed at have fået skovlen under et kriminelt netværk, der har tjent styrtende på at indsmugle narko.

Selv efter et forsigtigt skøn ser værdien af narkoen ud til at udgøre mindst én mia. kr. på gadeplan.

Ved en omfattende politiaktion er 31 personer onsdag blevet anholdt en række steder på Sjælland.

Hovedparten af dem er albanske statsborgere eller herboende albanere.

De menes at tilhøre et velorganiseret kriminelt netværk med rødder i Albanien, men også med relationer til fem andre lande i Europa – nemlig Sverige, Holland, Belgien, Slovenien og Tyskland.

»Vi sigter dem for i perioden fra marts 2018 og frem til for ganske nylig at have indsmuglet og videredistribueret ca. 1650 kilo kokain og narko,« oplyser politiinspektør Torben Svarrer fra politiets østdanske efterforskningsfællesskab Særlig Efterforskning Øst, som sammen med Københavns Politi har fået den enorme sag til at rulle.

Af de 31 anholdte personer på Sjælland regner politiinspektøren med, at omkring halvdelen torsdag vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret med krav om varetægtsfængsling.

Af hensyn til den fortsatte efterforskning i den internationale sag vil politiet bede om, at grundlovsforhørene bliver holdt for lukkede døre – altså uden at pressen og andre tilhørere må være til stede.

Derfor er Torben Svarrer også foreløbig tilbageholdende med at give alt for konkrete oplysninger om sagens detaljer.

»Men jeg kan oplyse, at vi onsdag har ransaget over 40 lokaliteter – det gælder både private bopæle, virksomheder og biler. Hvad der konkret er blevet fundet og beslaglagt i dag, kan jeg foreløbig ikke oplyse, men i løbet af efterforskningen og ved dagens aktioner i Danmark og udlandet er der beslaglagt større mængder narkotika, våben og kontantbeløb,« siger politiinspektøren til B.T.

»Vi har et meget klart billede af, hvordan de store mængder kokain og narko er kommet ind i Danmark, men det kan jeg foreløbig ikke oplyse. Og vi har også en god idé om, hvor de hvidvaskede penge fra den kriminelle aktivitet er endt henne,« tilføjer han.