Den ene af de to personer, der blev sigtet for drabet på Mia Skadhauge Stevn, er ikke længere sigtet. Det oplyser Nordjyllands Politi.

Der er tale om den 36-årige mand, der siden 10. februar har været sigtet for drabet, men som ikke blev varetægtsfængslet efter grundlovsforhøret.

»Vores omfattende efterforskning af denne 36-årige mands færden er nu afsluttet – og den viser, at han ikke har noget at gøre med, at Mia forsvandt, og at hun senere blev fundet afgået ved døden. Derfor er sigtelsen mod denne mand helt frafaldet,« siger Frank Olsen, der er vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi og leder af efterforskningen.

Det er anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi, der har truffet afgørelsen.

»Vores efterforskning af også hans forhold har været særdeles omfattende, for vi skal være helt sikre på, at han ikke har noget med sagen at gøre. Og det er vi nu. Derfor frafalder vi sigtelsen mod ham,« siger Frank Olsen

Sigtelsen mod den anden 36-årige i sagen opretholdes, mens efterforskningen fortsætter.

»Vi kan ikke kommentere på detaljer i en igangværende efterforskning, men overordnet kan jeg slå fast, at vi fortsat har et omfattende arbejde foran os med at kortlægge forløbet, foretage afhøringer, undersøge tekniske spor og foretage sporanalyser samt gennemse videomateriale,« siger vicepolitiinspektøren.

Mia Skadhauge Stevn forsvandt efter en bytur 6. februar. Her blev hun sidst set stige ind i en personbil foran Netto på Vesterbro i Aalborg. Hun blev senere fundet dræbt i Dronninglund Storskov.