Sigtelse mod 20-årig: Gemte våbenlager i rækkehus
Lå ifølge politiet både inde med automatrifler, oversavet jagtgevær og ammunition.

Lå ifølge politiet både inde med automatrifler, oversavet jagtgevær og ammunition.

En kun 20-årig mand fik onsdag morgen en barsk morgenvækning.
Lidt i klokken 07.00 blev han anholdt og sigtet for at have lagt hus til et velvoksent våbenlager, som efter politiets opfattelse har indgået i en kompliceret våbenkæde i bandemiljøet i det storkøbenhavnske område.
Et af våbnene – en maskinpistol af mærket AK-47 Kalasjnikov – endte angiveligt hos en svensk dreng, der 8. juni om aftenen affyrede ikke under 11 skud mod døren til en lejlighed i Bispeparken i Københavns Nordvestkvarter.
Ifølge sigtelsen mod den 20-årige mand lå han i et rækkehus på den københavnske vestegn i nogle dage i begyndelsen af maj inde med i hvert fald to automatiske AK-47-rifler med to dertil hørende magasiner og ammunition, et oversavet jagtgevær, 30 skarpe patroner og en lyddæmper.
Det kom frem onsdag i et grundlovsforhør i Dommervagten på Frederiksberg.
Her blev både den 20-årige og en 26-årig medsigtet fremstillet bag lukkede døre. Begge nægtede at udtale sig under retsmødet og forholdt sig ikke til sigtelsen om ulovlig våbenbesiddelse.
Efter politiets opfattelse skiftede våbenlageret i løbet af maj flere gange opholdssted, og dele af det menes blandt andet at have været i både Roskilde, Helsingør, Herfølge og Køge.
Ved grundlovsforhøret på Frederiksberg besluttede dommeren at varetægtsfængsle begge de sigtede i den omfattende sag, hvor der i forvejen er flere fængslede.