Først skulle han have truet en 15-årig efterskoleelev og slået hende flere gange i maven. Dernæst skulle han have tvunget hende ned på jorden, hvor han bandt hendes hænder med strips bag på ryggen og forsøgte at trække hende væk, imens han holdt hende for munden.

Sådan lyder sigtelsen mod den 32-årige mand fra Korsør, der også er sigtet for drabet på Emilie Meng og frihedsberøvelse og voldtægt af en 13-årig pige fra Kirkerup.

Det er netop kommet frem under et retsmøde onsdag.

Overfaldet på efterskoleeleven fandt sted 8. november 2022. Her lykkedes det den 15-årige at undslippe.

Den 32-årige nægter sig skyldig i sigtelsen, der omhandler den 15-årige efterskoleelev, ligesom han nægter sig skyldig i at have dræbt Emilie Meng.

Under dagens retsmøde kom det også frem, hvordan den 15-årige pige undslap.

Efter at have bagbundet hende skulle han have slæbt hende omtrent 100 meter med det formål at voldtage hende, lyder det i sigtelsen.

Det mislykkedes dog, da teenagepigen skreg.

Anklagemyndigheden mener, at han bad hende om at tælle til 100, hvorefter han forsvandt.

Under retsmødet onsdag går anklageren efter at udvide fængslingsgrundlaget mod den 32-årige.

Indtil nu har han kun siddet varetægtsfængslet på baggrund af sigtelserne rejst mod ham i sagen omhandlende den 13-årige pige fra Kirkerup.

Den sag har han tidligere erkendt sig delvist skyldig i.

Om den 32-årige vil afgive forklaring er uvist, da dommeren valgte at lukke dørene for pressen og tilhørere. Derfor er det kun ordlyden af sigtelserne mod den 32-årige, som offentligheden har fået indsigt i onsdag.

B.T.s journalister har i podcasten 'På fersk gerning' tidligere talt om sagen. Hør det her, eller der hvor du plejer at høre podcast: