En 28-årig kvinde bliver torsdag fremstillet i grundlovsforhør – sigtet for at stikke sin 60-årige far to gange med en kniv.

Det oplyser Peter Skovbak, politikommissær ved Nordjyllands Politi i Frederikshavn, til B.T.

Kvinden bliver sigtet efter straffelovens paragraf 245, som omhandler 'kvalificeret vold'.

Ifølge politiet skete knivstikkeriet onsdag klokken 12.13 i en lejlighed i Søndergade i Frederikshavn.

Her blev den 60-årige stukket to gange i maveregionen. Han blev siden fragtet til Aalborg Universitetshospital, men han er uden for livsfare.

Han er fortsat indlagt.

Politiet vil begære lukkede døre ved grundlovsforhøret, og derfor ønsker Peter Skovbak ikke at kommentere yderligere af hensyn til efterforskningen.

Ej heller, hvad der skete forud for knivstikkeriet.

Onsdag var politi og redningsmandskab også til stede ved Frederikshavn Flådestation.

Peter Skovbak bekræfter, at tilstedeværelsen dér hang sammen med knivstikkeriet.

»Det handlede om, hvorvidt han skulle fragtes til sygehuset. På det tidspunkt vidste vi ikke, hvor alvorligt det var,« siger han.

Grundlovsforhøret foregår ved Retten i Hjørring.