Københavns Politi har anholdt og sigtet endnu en person i forbindelse med en dødbringende sprængning af en håndgranat på Kurvemagerstien på Amager. En 31-årig mand blev så hårdt såret, at han nogle dage senere afgik ved døden.

Den senest anholdte er en 19-årig dansk statsborger, som fremstilles i grundlovsforhør torsdag eftermiddag, oplyser politiet på Politi Update.

Politiet mistænker ham for at have betalt penge til en anden sigtet i sagen som led i planlægningen af drabet.

Granaten eksploderede ved 18-tiden den 25. maj, og dagen efter blev to mænd på 19 og 20 år anholdt og varetægtsfængslet.

Politiet mener, at de sammen transporterede granaten til stedet, hvor den 20-årige angiveligt kastede granaten, som sårede det 31-årige offer dødeligt.

Onsdag blev en 18-årig mand anholdt og fængslet for at have været med på gerningsstedet og for at have handlet i forståelse med de andre.

Men i mellemtiden er to mænd og to kvinder blevet anholdt og fængslet i sagen. De har haft en rolle med at bringe granaten til de tre. Kvinderne, der er 22 og 26 år, fik angiveligt granaten af de to mænd på 24 og 32 år.

Kvinderne gav derefter angiveligt granaten til de tre, som er sigtet for at have været på gerningsstedet.

Noget kunne dog tyde på, at den yngste af kvinderne ikke har haft en helt så tydelig rolle i sagen. Hun blev tidligere på ugen løsladt, da anklagemyndigheden vurderede, at der ikke længere er grundlag for at holde hende fængslet.

Alle retsmøder i sagen er foregået for lukkede døre, og dermed er det uklart, hvad politiet måtte mene, har været gerningsmændenes motiv.

Ekstra Bladet har tidligere skrevet, at den 31-årige mand, som mistede livet, fordi han befandt sig i den gård, hvor granaten blev kastet ind, efter avisens oplysninger, var en familiefar uden forbindelse til et kriminelt miljø

Ingen af de sigtede i sagen har erkendt sig skyldige.

Den 19-årige mand, som nu er anholdt, er mistænkt for at have betalt et beløb til en af de personer, som er sigtet for at have overdraget håndgranaten til den 20-årige mand, som kastede den.

Torsdagens retsmøde går efter planen i gang klokken 16.30 i Københavns Byrets dommervagt ved Vestre Fængsel.

/ritzau/