Sigtelse: 17-årig slog ung mand med flaske i bus
En 19-årig blev slået i hovedet med en flaske i en bus ved Slagelse Station. 17-årig er løsladt i sagen.

En 19-årig blev slået i hovedet med en flaske i en bus ved Slagelse Station. 17-årig er løsladt i sagen.

En 17-årig dreng sigtes for at have slået en 19-årig i hovedet med en flaske i en bus ved Slagelse Station.
Episoden fandt sted fredag aften, og den 17-årige blev anholdt søndag klokken 01.00 i sit hjem, oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Kim Skov.
Ifølge politiet mente den sigtede, at den 19-årige larmede.
- Det er en person i en bus, der synes, at en anden larmer, så han slår ham med en flaske i hovedet og tager kvælertag, siger vagtchefen.
- Han tager den ene arm rundt om halsen og tildeler ham flere knytnæveslag, tilføjer han.
Forurettede er ikke kommet alvorligt til skade, oplyser vagtchefen.
- Han har selv ringet og været på skadestuen, siger Kim Skov.
Det var planen tidligere på morgenen, at den 17-årige skulle for en dommer med henblik på varetægtsfængsling, men de planer er blevet droppet, siger vagtchefen.
- Man har vurderet, at der ikke var grundlag for en fremstilling, siger han.
På grund af drengens alder får han behandlet sin sag af Ungdomskriminalitetsnævnet - et uafhængigt nævn, som arbejder med at forebygge ungdomskriminalitet.
- Så får han nogle sanktioner derigennem, siger Kim Skov.
RITZAU