En genstand tæt ved Sigrids lig førte politiet på sporet af de to drabssigtede

Drabet på den unge Sigrid Giskegjerde Schjetne er fortsat et stort mysterium. Politiet kender endnu hverken årsag, tidspunkt eller sted for det drab, der natten til 5. august overgik den 16-årige pige, da hun var på vej hjem fra en veninde.

Men nettet strammes ifølge flere norske medier om de to drabssigtede mænd, der torsdag aften blev varetægtsfængslet i fire uger.

Tæt ved Sigrids lig, som blev fundet mandag aften skjult i et skovområde 20 kilometer fra hendes hjem i Oslo, fandt politiet nemlig et hemmeligt spor, som knytter den 37-årige og den 64-årige til drabet.

Det skriver Dagbladet.no.

Som med alle andre detaljer i den uhyggelige sag holder politiet kortene tæt ind til kroppen, men ifølge avisen bliver genstanden beskrevet som en 'dagligdags-ting' og som 'central' i sagen mod mændene. Genstanden blev fundet cirka 30 meter inde i skoven, hvor Sigrids lig lå skjult i vegetationen og indsvøbt i tøj og plastik.

Ifølge Dagbladets oplysninger knytter genstanden liget direkte til det autoværksted i skovområdet, hvor den 64-årige til dagligt skruede på veteranbiler.

Begge de drabssigtede har haft deres gang i autoværkstedet, men politiadvokat Cecilie Gulnes har tidligere oplyst, at politiet ikke havde regnet med at finde liget af Sigrid, da de gennemsøgte det svært fremkommelige område omkring værkstedet. Og at det udelukkende var fordi en politihund fik færden af den unge pige, at politiet fandt frem til liget.

Cecilie Gulnes bekræfter, at den 64-årige ikke var i politiets søgelys, før de opdagede, at han tilbragte meget tid med den 37-årige psykisk syge mand.

- Vi fandt ud af, at han kørte med falske nummerplader. Der var al mulig grund til at undersøge nærmere, hvad der foregik på det værksted, han rådede over, siger politiadvokaten til Dagbladet.no.

I et politiforhør har den sigtede 64-årige uopfordret forklaret, at han i august tænkte over, at de kollisionsskader, som hans 37-årige ven havde fået på sin grønne Citroen Xantia fra 1999 var noget påfaldende, og at han knyttede det til Sigrid-sagen.

Politiet har dog sidenhen afkræftet, at den 16-årige pige blev dræbt af en bil, som ellers har været en af teorierne.

- Det bygger på omstændigheder ved fundet af Sigrid, sammenholdt med måden hun pludselig forsvandt fra Østensjø-området på, og mangel på holdepunkter for, at hun har været udsat for en ulykke. Der er ingen spor efter en ulykke deroppe, siger politiadvokat Cecilie Gulnes til NRK.