Vidner har fortalt politiet, at der har været signalproblemer ved den jernbaneoverskæring i Hirtshals, hvor et tog tidligere onsdag kørte ind i en personbil.
Det fortæller Bent Højgaard, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.
»Der har været problemer med signalet i løbet af dagen, har vidner fortalt, og det har en tekniker tilsyneladende arbejdet med,« siger Bent Højgaard og tilføjer:
»Men vi kan ikke sige, om det er årsagen til ulykken. Det skal Havarikommissionens undersøgelser finde frem til.«
Påkørslen skete i Søndergade og medførte, at den 35-årige mandlige fører af bilen fik livstruende skader og måtte køres med politieskorte til Aalborg Universitetshospital.
Onsdag aften er han dog uden for livsfare, fortæller Bent Højgaard.
Ingen andre personer kom til skade i forbindelse med påkørslen.
Der er ifølge Ritzau tale om en bevogtet jernbaneoverskæring med advarselsblink og bomme, der skal standse trafikken, når der kommer tog.
Foruden Havarikommissionen har en bilinspektør også været tilkaldt til stedet.

