»Tabet af vores elskede børn Alma, Agnes og Alfred er helt ubegribeligt. Med de mange dejlige mennesker vi har omkring os, nære venner, dygtige kolleger og vores kærlige familie vil vi sammen komme gennem det.«

Sådan lød den gribende hilsen fra Anne og Anders Holch Povlsen, milliardær og ejer af Bestseller, forrige torsdag, da der blev holdt mindehøjtidelighed for parrets tre omkomne børn i alderen fem til 15 år.

Børnene blev ved en frygtelig skæbne blandt ofrene for terroristers kyniske og dødelige bombesprængninger på Sri Lanka påskedag den 21. april.

Anne og Anders Holch Povlsen samt deres nu eneste overlevende barn var også til stede på luksushotellet Shangri-La i hovedstaden Colombo, da en terrorist med en rygsæk fyldt med sprængstof sprængte sig selv og masser uskyldige mennesker i luften lige midt i morgenmadsbuffeten.

I dag, lørdag, må familien Holch Povlsen og deres nære venner tage den sidste svære afsked, når Alma, Agnes og Alfred begraves fra Aarhus Domkirke.

Fra det officielle Danmark ventes statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at deltage.

Det samme gør kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, som samtidig er blandt Holch Povlsen-familiens private venner.

B.T. dækker med familiens tilladelse dele af begravelsen, der begynder 14.00. I toppen af artiklen kan du se et klip fra Lars Løkke Rasmussens pressemøde 21. april efter terrorangrebene.