Det var enhver forælders værste mareridt, der begyndte, da det fredag 25. oktober klokken cirka 17.30 bankede på døren hjemme hos Sidsel Nordbo i fynske Tommerup.
For da hun kiggede ud mod døren, så hun straks antydningen af to politibetjente.
»Er du mor til Villads Nordbo?« lød det fra den ene betjent, da de var kommet inden for.
Efter et »ja«, lød det igen fra betjenten:
»Han har været involveret i en bilulykke og er lige nu i kritisk tilstand. De andre tre er døde.«
Og så faldt Sidsel sammen på køkkengulvet.
»Det kan man jo slet ikke tåle at høre. Hvis alle de andre er døde, og ens søn er i kritisk tilstand, så tænker man jo ikke, at der er en chance for, at han overlever,« siger Sidsel Nordbo.
Det viste sig, at hendes søn havde siddet i en bil med sin bedste ven og to af hans venner, da de i en soloulykke var kørt ind i et træ på Nårupvej i Tommerup.
Villads var på mirakuløs vis blevet slynget halvvejs ud ad vinduet og undgik på den måde at blive mast. Det kan du læse mere om i denne historie.
Da Sidsel havde modtaget betjentens besked, blev hun med udrykning kørt til Odense Universitetshospital af politiet.
Men det var ikke muligt at se hendes søn, der befandt sig i kunstigt koma og havde dusinvis af læger omkring sig.
Først natten til lørdag vågnede han stille og roligt op.
Det første stykke tid mumlede og plaprede han lidt, indtil hans første spørgsmål til sine forældre ved siden af hospitalssengen lød:
»Hvad med Oliver? Er han okay?«.
Oliver var Villads' bedste ven, og desværre kunne faren svare, at de andre tre i bilen var døde.
Villads var knust, og i løbet af lørdag formiddag – under et døgn efter ulykken – kunne hans forældre godt se, at der var brug for hjælp udefra.
»Han har lige mistet sin bedste ven i en ulykke, han selv på mirakuløs vis overlevede. Og så begyndte han at tale om skyldfølelse og så videre. Derfor besluttede vi hurtigt, at han skulle have professionel hjælp,« siger Sidsel Nordbo.
Men da forældrene spurgte personalet om muligheden for krisehjælp til Villads, fik de et svar tilbage, der nærmest fik dem til at trække på smilebåndet.
Psykologerne, der kunne hjælpe med krisehjælp, var gået på weekend, så Villads kunne få en samtale mandag.En samtale, der i øvrigt først endte med at komme i stand tirsdag.
»Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde. Der bør da være et beredskab i sådan en situation, hvor en ung mand bliver udsat for noget så voldsomt,« siger hun og fortsætter:
»Jeg håber ikke, at andre står i en lignende situation, så derfor vil jeg gerne sætte fokus på det. Faktisk synes jeg ikke engang, at man som forælder selv skal anmode om krisehjælp. Hvorfor er det ikke bare noget, der sker i sådan en situation?«
B.T. har rakt ud til Odense Universitetshospital, der meddeler, at man ikke kan gå ind i den konkrete situation, men at man er »meget kede af, at familien har haft en dårlig oplevelse.«
Hospitalet skriver også, at alle de ansatte har stor erfaring og uddannelse i at tage sig af patienter og pårørende og give dem støtte.
