De to elever, der i sommer viste 4-00 elever på Gammel Hellerup Gymnasium en hemmeligt optaget video af en studiekammerat, der dyrkede sex med en mindreårig, bliver ikke straffet.

Det skriver politiken.dk, der har været i kontakt med Margit Wegge, der er advokaturchef hos Nordsjællands Politi, der altså har valgt ikke at rejse sag.
Ifølge Margit Wegge har der ikke været nogle overtrædelser af straffeloven.

- Vi er kommet til den afgørelse, at det, der er foregået, ikke er i orden, men det er ikke strafbart. Vi har ikke rejst sagen, fordi sekvensen - som i øvrigt er på stillbilleder - er ganske kortvarig, personerne er helt slørede, så man kan ikke identificere dem, og det, der foregår af samlejelignende karakter, er meget vanskeligt at erkende på grund af billedernes ringe kvalitet, siger hun.

Videoen blev vist til en morgensamling en af de sidste dage, de nyudklækkede studenter havde på skolen. På videoen ses en studerende på Gammel Hellerup Gymnasium have oralt og penetralt samleje med en ung, mindreårig pige fra et andet gymnasium.

Sagen om den noget anderledes morgenvideo gik landet rundt, og de to, der var ansvarlige for videoen, blev sigtet for gengivelse af børnepornografi og krænkelse af privatlivets fred. Begge har hele tiden nægtet sig skyldige.

- Vi har ingen grund til at tro, at de, der viste filmen, vidste, at hun var under 18 år. Sigtet med at vise filmen var ikke at vise børneporno, men for at drille en kammerat, siger Margit Wegge til politiken.dk og understreger, at selvom den ca. 30 sekunder lange video har krænket pigens blufærdighed, så er det ikke nok til at kunne straffe, da man ikke kunne identificere pigen. Noget, der heller ikke var meningen.

- Man har vist filmen for at drille en skolekammerat i forbindelse med en skoleafslutning, og ikke for bevidst at genere pigen, siger Margit Wegge.